lørdag den 10. september 2011

Den rette til rollen

Jeg castede i foråret 2004 til en novellefilm for Deluca Film med
arbejdstitlen ”Sidste dage i mørke”, som senere kom til at hedde
”Koma”. Dansk Skuespiller Katalog arrangerede en castingturne
rundt om i Jylland, hvor vi besøgte 8 byer på en uge og castede hen
ved 700 unge mellem 14-20 år til filmens større roller. I Aalborg
havde jeg nogle ganske gode talenter igennem, men også nogle af
dem, som bare har den forkerte motivation og drive, og som jeg
helst ikke vil se komme videre i branchen. 

Mit job som caster er at finde de bedst egnede til rollen ud fra en lang 
række af parametre.. Jeg beder altid folk om at præsentere sig selv, så jeg kan lære dem at
kende ved at spørge ind til det, de siger, og få dem til at slappe af. En
af de korteste castings jeg har lavet, var netop i Aalborg, hvor jeg bad
en pige om at præsentere sig selv. Knap havde hun sagt sit navn, før
hun havde fortalt, hvor meget hun ønskede at være med i en film,
så hun kunne blive genkendt på gaden, møde andre kendte og ikke
tænke på penge resten af livet. Hun var heller ikke specielt dygtig i
skolen, men havde en god hukommelse.

Vi kom aldrig videre, da jeg stoppede hende her og sagde tak. Hun
var rejst helt fra Struer og blev temmelig sur og følte, at jeg ikke havde
givet hende en chance for at vise, hvad hun kunne, hvilket hun jo
havde fuldstændig ret i. Hun kunne jo i teorien være den helt perfekte
til rollen, men her må jeg gøre op med mig selv, om hun ikke
var typen, der ville springe fra, hvis der kom lidt modstand, og når
virkeligheden ikke var den meget farvede illusion, hun havde af den.
Modenhed, situationsfornemmelse og realitetssans overtrumfer i
mange tilfælde talentet.

Man bliver ikke ”kendt” eller nødvendigvis ”genkendt”, fordi man
er med i en film, og rig bliver man bestemt ikke. Man skal huske
på, at vi er i Danmark, ikke i USA eller England, hvor film sælges til hele verden. Pengene og budgetterne på de store film dér er af en anden verden, og at drage sammenligninger er absurd.
Lad det være sagt en gang for alle: Du skal være dygtig i skolen, ellers
bliver du ikke skuespiller. Mange henviser ofte til Ghita Nørby,
som er stærkt ordblind, men det er ikke ensbetydende med, at hun
ikke er bogligt dygtig og analytisk. Det er jo netop det hun er, foruden
at hun har en hel række andre kompetencer. At være god til
at huske er ikke en kompetence i sig selv, men en færdighed. Det
handler om metode og teknik og hårdt arbejde, men det er selvsagt
en forudsætning at optræne denne færdighed, hvis du skal lære en
længere Hamlet-monolog udenad, men ikke en færdighed, du anvender
ved filmarbejde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar