tirsdag den 6. september 2011

Hvad er et godt castingbillede?

Hvad er et godt castingbillede?

Der er et grundlæggende element, jeg vil understrege kraftigt.
Du skal kunne sælge dig selv med et billede, og kun et billede!

Alt andet er faktisk overflødigt, i princippet. Når du tager denne
information til dig, hvilket billede af dig selv ville du så sende af alle
dem, der findes, hvis du skulle til casting nu?

Mange har en tendens til at sende i massevis af billeder i forskellige
situationer, sur, glad, bister, oprevet, skærende ansigter, med grøn
skjorte, blå jakke, hue, kasket, med store briller, karseklippet, med
paryk eller bare fra den lokale teaterforestilling i fuldt kostume.
Der er også billederne fra festen med vennerne, med slyngveninderne
på stranden, shoppeturen, med sønnike på armen. De
manipulerede i photoshop, hvor baggrunden er skiftet ud, du ikke
længere har røde blitzøjne, fætteren der er skåret ud osv. Dette er
ikke bare dårlige castingbilleder, de er direkte ubrugelige til formålet.

Hvis det var vigtigt for os at se, hvor mange grimasser du kunne
lave, eller hvor meget forskelligt tøj du kunne have på, så skal du jo
sende os et par tusinde billeder mere. At du på billeder viser os, at
du kan se sur ud, puste kinder op, kan grine eller stå foroverbøjet
eller på et ben, må vi anse som almene menneskelige kundskaber,
og former hverken din type eller viser noget som helst omkring dit
talent og dine evner som skuespiller. Undlad derfor al ageren på
castingbilleder og undlad alle former for kostume og unødig styling.
Vi skal se dig, helt igennem. Ingen tricks. Den person der er på
billedet, er den, der træder ind i castinglokalet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar