fredag den 25. november 2011

Unge får chancen for at blive »opdaget«


Unge får chancen for at blive »opdaget«
Unge mellem 14 og 18 år kan for første gang gå på filmskuespillerskole i Odder. Og måske blive opdaget som det nye talent på filmlærredet.

Sommer Summarum-værten Sofie Linde Lauridsen fra Odder blev castet til filmen »Kærestesorger« af Tommy Duus, som arrangerer filmskuespillerskoler for unge over hele landet - og nu også i Odder. Målet er at spotte talenter. Arkivfoto: Jens Thaysen
Mandag den 3. august 2009, 00:00
Af Lene Aamand Sørensen laas@stiften.dk
ODDER
Mange drømmer om det, men få oplever at få en rolle i en film.
Det skete for to unge fra Odder, Esben Smed og Sofie Linde Lauridsen, som begge spillede med i Niels Malmros-filmen »Kærestesorger«, og nu kan flere af Odders ­unge måske få chancen.
Til september går den første filmskuespillerskole i gang i Odder. Bag skolen står Dansk skuespiller Katalog, der gennem en årrække har udviklet et koncept, som tilbyder gratis filmskuespilundervisning for unge mellem 14-18 år. Tilbuddet er at finde 50 steder i Danmark fra ­september, og for første gang også i Odder.
Gratis
Dansk skuespillerkatalogs filmskuespillerskoler foregår i et tæt samarbejde mellem landets professionelle skuespillere og filminstruktører og desuden de kommunale ungdomsskoler.
»Igennem det omfattende netværkssamarbejde kan vi give dette højfaglige tilbud gratis til alle de mange unge, som drømmer om at lave film,« siger Tommy Duus, caster og indehaver af skuespillerkataloget »DASK-­online«.
Han lægger ikke skjul på, at et af målene med skolerne er at spotte nye talenter.
»Det er vigtigt, at de, som melder sig på vores skoler, skal have nogle gode ople­velser med at agere foran ­kameraet, men vi sigter også efter at spotte og udvikle ­talenterne, og derfor vil der fra i år som noget nyt være evaluerende prøver og en filmfestival. Vi skal have plads til dem, som er usikre på, om skuespillerfaget er noget for dem, og naturligvis til dem, som virkelig brænder for det,« siger han.
Han håber med film­skuespillerskolerne, at en masse unge bliver afklarede i forhold til en fremtid som skuespillere.
Hårdt arbejde
»Nogen finder ud af, at det er hårdt arbejde og ikke så glamourøst, som medierne foregiver, og hopper derfor fra, andre for mere blod på tanden og søger optagelse på elevskolerne,« fortæller han.
Der er plads til alle, der har lyst, men højst 12 på hvert hold. I Odder foregår det på 10. klassecentret i ­Odder Ungdomsskole. Underviser er primært skuespiller Anni Bjørn med skuespiller Søren Ruby som ­gæstelærer. Skolen foregår normalt en gang om ugen a tre timer fra september til december.
Der er også en filmskuespillerskole i Skanderborg Kommune, som har haft tilbuddet i tre-fire år. I år foregår undervisningen her i Galten. Man tilmelder sig skolen direkte via hjemmesiden www.dask-online.dk - og herefter vil man per mail få mere at vide, blandt andet hvornår undervisningen begynder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar