fredag den 29. november 2013

Castinghistorier fra virkeligheden/ Frasagde sig rolle i Malmrosfilm



Castinghistorier fra virkeligheden/ Mie sagde fra til rolle i spillefilm

Som noget nyt begynder vi en række af interviews med vores medlemmer, som vi kalder "Castinghistorier fra virkeligheden". Disse historier skulle gerne bringe et andet og bredere skær over branchen og castingprocessen.

For mange er rollen i en spillefilm, målet med en profil her på DASK-online. Der kan være lang vej mod målet, men man skal også være en kende heldig lige at være den der søges med hensyn til udseende og alder og naturligvis have talentet i den sidste ende. En ting er at få rollen, en anden ting er, om man så selv ønsker rollen når man når længere hen i processen. Det kræver meget mod hvis man som 16 årig selv vælger at sige fra. Det skete for Mie Jørgensen fra Otterup på Fyn, ved castingen til den netop biografaktuelle og meget omtalte og anmelderroste spillefilm af Nils Malmros “Sorg og glæde”.

Castingen til rollen som “Iben” i filmen er en meget vigtig og bærende rolle for filmen. Derfor lavede vi tilbage i foråret 2012 også en stor landsdækkende åben casting, hvor vi efterlyste piger i alderen 15-18 år. Vi modtog 800 henvendelser i løbet af et par dage. Da første grovsortering var overstået var der blot 85 i bunken, som vi nøje gennemgik. Ud af dem blev 25 udvalgt til at caste sig selv via vores CastSelvsystem.

Jeg ringede pigerne op og gav dem instrukser i hvad de skulle gøre. I dagene efter gennemså vi indsendelserne og besluttede os for at ville se blot 4 piger til den videre casting. De blev alle inviteret til casting hos Nils i Århus. Heriblandt Mie.

Det blev hurtig klart at netop Mie havde den kompleksitet som rollen krævede, og Nils var begejstret... “Jeg tror sgu vi har hende”, udtalte han.

Begejstringen var dog ikke helt gensidig. I en af filmens scener viser rollen “Iben” kortvarigt sine bryster. Denne scene var Mie ikke begejstret for og fik hende til at overveje om det var det værd. At blotte sig... Efter dyberegående overvejelser over mulige konsekvenser af medvirken i filmen, besluttede Mie sig for at ringe til Nils og fortælle, at det ikke skulle være hende der skulle spille “Iben”.

Nils ringede og sagde, “Hun har dælme fortrudt”, men han forstod til fulde hendes mange bevæggrunde, og måtte jo acceptere valget.

Nu var vi på den igen og måtte lede videre. Ganske kort tid efter ringede Nils med en meget sjælden begejstring “Du skal ikke lede videre, jeg har fundet hende. Hun er helt fantastisk”. Nils havde fundet “Iben” (Maja Dybboe) siddende i en vindueskarm på Marselisborg gymnasium i Århus. Ja, sådan kan casting også være.

Men moralen er, at man er flere om at bestemme hvem der skal have rollen. Guleroden kan være lokkende men man skal have sig selv med i det man laver, ellers skal man sige fra mens tid er. Mie sagde fra i tide, det havde været meget kritisk for filmen hvis denne udmelding var kommet senere.

“Jeg fortyder faktisk ikke min beslutning dengang”, fortæller Mie. “Den form for opmærksomhed ville jeg ikke have brug for lige nu mens jer er i gymnasiet, og skal også tænke på reaktionerne fra mine omgivelser, selvom det for mange kan virke lidt tåbeligt. Så selvom jeg måske forspildte en chance, så må jeg gribe de næste der kommer, hvis de kommer. Jeg har ikke set filmen endnu, men skal en af dagene ind og se den med en veninde og jeg er meeeget spændt”, slutter Mie

En ting er drømme, men det handler ikke om drømme men om virkeligheden i den sidste ende!



Tak Mie

Mvh
Tommy Duus

DASK- Vi spiller en rolle, hele livet!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar