tirsdag den 21. januar 2014

Er jeg for gammel til at søge rollen?

Det er nok det spørgsmål jeg får oftest, nu jeg sidder og reflekterer. Svaret er lettere kompliceret, men som så meget andet kan det forklares ganske simpelt:

Du er oftest aldrig for gammel til rollen, du er snarere for ung!

Sagen er den, at når man leder efter cast til sin film, skal der være aldersmæssigt overensstemmelse skuespillerne imellem, alt efter historien og personernes relation til hinanden. I den klassiske familiefortælling skal kvinden ikke være ældre end manden og børnene ikke være så store, at man som beskuer begynder at regne på hvor gamle forældrene var da de fik børn. I castingsammenhæng kalder vi det "støj". Det skal man undgå, for det ødelægger filmen.

Nu sidder du og tænker, jamen min mor er da ældre end min far? Ja, måske, men normalen er, at faderen er den ældste. Når vi caster tager vi udgangspunkt i "normalen", med mindre historien vil have os i en anden retning, så er det en anden sag.

Når vi leder efter kvinder i alderen 25-30 år, så er det spillealderen (playing age) Det er en rettesnor. Kvinden vi leder efter skal vi tro på er i den alder. Nogle skuespillere ser yngre ud, andre ældre. Man kan sagtens forestille sig en på 32-34 spille en på 30. Hvor er skellet? Skellet er ikke på hvordan kvinden ser ud, eller hvor moden hun spiller, men har ligeså meget at gøre med hvordan de andre ser ud.  Finder man en mand på 35, som skal spille 32 årig, kan man da godt forestille sig at vi køber, at begge er i start 30erne. De må bare ikke være markant ældre, så bristes illusionen og illusionen bliver til støj.

Børneskuespillere er noget specielle, her caster man oftest nedad. Skal vi finde en 15 årig dreng, kan du vide dig ret sikker på at en 13 årig ikke får rollen, men at en 16-17, måske 18 årig hiver stikket hjem. I den alder spiller udseende også en rolle, men det handler i højere grad om modenhed. En 13 årig ville ikke kunne spille en 15 årig, for han har aldrig oplevet at være 15? En 27 årig har heller ikke oplevet at være 30, nej... men jo ældre vi bliver, desto mindre bliver denne forskel. Børnespillere er altid ældre en den karakter de spiller, kan i hvert fald ikke finde eksempler på andet.

Derfor:
Er du voksenskuespiller, få andre til at vurdere din "playing age", du kan ikke selv gøre det ;-) og nej, er du 27 kan du ikke gå for at være 17 årig, ej 37. Det typiske spænd er en 3-4 år på begge sider af din alder, velvidende at der bare findes mennesker som holder sig så man skulle tro det var løgn ;-)

Derfor:
Er du børneskuespiller, søg kun roller hvor du er i den aldersgruppe der ledes efter eller ældre. Aldrig yngre. Du spilder alles tid, ikke mindst din egen. Du får ikke rollen!

Opdateres løbende!


Mvh
Tommy Duus

Caster og branchevejleder


Har du en profil på www.dask-online.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar