fredag den 25. april 2014

Hvordan finder man i grunden statister til filmproduktioner?




Til en filmproduktion bliver der ansat en eller flere statistkoordinatorer til at finde filmens statister. (Man caster ikke statister, men finder dem. Casting er en proces skuespillere gennemgår når der skal findes roller.)

Efter gennemgang af manus med instruktør/ indspilningsleder/ eller andre fra produktionen, finder man frem til hvor mange statister der skal bruges hvilke dage, og hvilke type af statister der skal bruges. Om der er nogen statister der er gennemgående, nogen der selv skal medbringe tøj eller rekvisitter osv.

Statistkoordinatorens opgave er så, at finde de statister der efterspørges, så filmen kan få det realistiske udtryk, som filmens kunstneriske leder (instruktøren) efterlyser.

Processen med at finde frem til “De rigtige” statister kan være mere eller mindre kompleks alt efter filmens genre og tidsperiode. Historiske spillefilm/ tv-serier (periodefilm) er de mest komplekse, fordi statisterne skal se ud på en bestemt måde (hår/ skæg/ påklædning) Scener med få statister kan man uden videre style sig ud af, men til større grupperinger bliver dette en udfordring og opgaven for statistkoordinatoren bliver, at finde så tidstypiske mennesker som muligt, så for meget styling ikke er nødvendigt. 

Filmens genre, form og indhold er også væsentlig. Det er eksempelvis altid sværere at skaffe mænd/ drenge end kvinder/ piger af en lang række årsager. Mindre scener er også mere attraktive end større scener osv. Statister er altid sværere at skaffe i forår og sommerperioder fordi folk, generelt set, har brugt deres feriedage eller ikke kan tage yderligere fri fordi sommerferien er planlagt. Mange sidder i denne periode også til eksamen. Samtidig besværliggøres dette ved at langt de fleste filmproduktioner filmes i denne periode, så der langt hen af vejen er rift om de samme mennesker.

Kontakten til statisten foregår oftest ved at statisten selv melder sig til med udgangspunkt i et opslag, hvor præmisserne er fastlagte. Tid, sted, funktion mv. Herfra tager statistkoordinatoren kontakt til de emner som passer ind i de typespecifikationer, som er fastlagte ved statistgennemgangen og en aftale indgås. Denne proces sker ofte via mail, men denne kommunikationsform viser sig ofte at være for dårlig. Sms eller telefonopkald er klart den bedste kommunikationsform i denne sammenhæng.

På filmproduktioner forekommer der ofte ændringer og justeringer i tidsplanerne, til frustration for alle led i produktionen. En ændring et sted, kan forskyde optagelserne næste dag og så videre. Her er det naturligvis statistkoordinatorens opgave at viderebringer ændringer til statisterne. (Dont kill the messenger)


Hvordan prioriterer man mellem dem der melder sig?

Til mange produktioner er vi så heldige, at vi kan vælge og vrage, fordi der er mange der melder sig. Vores opgave er klart defineret. Vi skal finde de “rigtige”. Det er det vi bliver bedømt på når optagelserne er færdige. 

Når det er sagt skal vi naturligvis vælge folk til og fra. Her er profilbilleder af YDERSTE vigtighed. Det er først og fremmest billedet der angiver din type/ udstråling/ karakter, som gør om vi kontakter dig. Dernæst kigger vi på din alder og om du har den statur vi leder efter. Dernæst efter hvor du bor. Vi prioriterer altid folk der bor tættest på optagelserne, af praktiske årsager, for os selv, men også for statisten. 

Så er der alle de lidt blødere prioriteringsgrundlag. Er du aktiv opsøgende, kender vi dig for et positivt sind fra tidligere, er du behagelig at have med på optagelse og er du stabil. Kommer du som aftalt, møder du til tiden. Melder du afbud hvis du er forhindret? 

Langt hen ad vejen kender vi jo til folk, og de stabile humørbomber kontakter vi som de første ;-)


Opdateres

Mvh

Tommy Duus


Ingen kommentarer:

Send en kommentar